I Norge er forældelsesfristen kun ufravigelig til fordel skyldneren, Jf. norsk foreldelseslov § 28, stk. 1, mens den svenske preskriptionslag med enkelte undtagelser (angående bl.a. forlængelse af treårsfristen for forbrugerskyldneres gæld) er deklaratorisk, jf. dens § 12, stk. 1, med de begrænsninger, der følger af den aftalerettens generalklausul, jf. Stefan Lindskog a.st. s. 669 ff. NJA 2007 s. 962 angik et aftalevilkår, der i forbrugerforhold forkortede preskriptionslagens tiårige forældelsesfrist til to år for erstatningskrav i anledning af udført ”överlåtelsesbesiktning”, der ikke var omfattet af konsumenttjänstlagen. Udtalt (obiter dictum), at aftalevilkåret på baggrund af treårsfristerne i konsumentköplagen og konsumenttjänstlagen ikke var særligt overraskende eller tyngende for forbrugerne og ikke kunne anses for urimeligt.
Hänvisas från p. 25 (s. 267)
25.Ophævelsen af den absolutte reklamationsfrist i den danske købelov for køb af byggematerialer blev som nævnt gennemført samtidig med den nye forældelseslov, hvis regler blev gjort præceptive (ikke alene til fordel for skyldneren, jf.§ 26, stk. 1), men tillige til fordel for forbrugeren, når denne er fordringshaver og skyldneren erhvervsdrivende, jf. forældelseslovens § 26, stk. 2. Den danske forældelsesfrists ufravigelighed i forbrugerforhold indebærer, at aftalte absolutte reklamationsfrister, som er kortere end forældelseslovens frister (3 og 10 år), herunder f.eks. femårsfristen i AB 92, der ikke har særlig lovhjemmel, ikke er gyldige i forbrugerforhold (f.eks. når bygherren er forbruger), idet der i modsat fald ville være tale om omgåelse af præceptiviteten. I mangel af særlige danske regler om en absolut reklamationsfrist ved køb og ved opførelse af fast ejendom, og i mangel af særlig dansk kontraktretlig lovgivning om forbrugertjenester, er der således med forældelseslovens § 26, stk. 2, sket en generel beskyttelsespræceptiv harmonisering af varigheden af forbrugerens muligheder for at påberåbe sig mangelsbeføjelser i disse kontraktsforhold, men ikke i løsørekøb. Mens denne harmonisering i Danmark er sket gennem forældelseslovgivningen, er der for norsk og svensk rets vedkommende sket en harmonisering gennem de særlige love om forbrugertjenester, om opførelse af fast ejendom og om køb af fast ejendom, således at disse indeholder regler om absolutte reklamationsfrister ad modum den, der gælder ved løsørekøb, og uden at forældelseslovgivningen er præceptiv i samme udstrækning som den danske.s. 267